Aller au contenu principal

Hofteskade forhindrer Nadal at blive klar til Indian Wells

Nadal har hyppigt været offer for skader de seneste år
Nadal har hyppigt været offer for skader de seneste årProfimedia

Den store amerikanske tennisturnering i Indian Wells, der begynder 9. marts, bliver uden den spanske stjerne Rafael Nadal.

Det oplyser turneringsarrangøren tirsdag på Twitter.

Nadal har været hofteskadet siden Australian Open i januar og når ikke at blive klar til turneringen i Indian Wells, der af mange regnes som den femte grand slam-turnering.

I januar forlød det, at Nadal skulle holde pause i seks til otte uger, og derfor var afbuddet ikke uventet.

"Vi ønsker 'Rafa' god bedring og håber at se ham tilbage næste år", siger turneringsdirektør Tommy Haas.

Nadal har vundet turneringen tre gange i karrieren, senest i 2013. Roger Federer og Novak Djokovic har begge vundet turneringen fem gange.

Federer indstillede karrieren sidste år, mens det endnu er tvivlsomt, om Djokovic må stille op i Indian Wells.

Verdensetteren er således ikke vaccineret mod coronavirus, og derfor kan han ikke bare rejse ind i USA, som fortsat kræver, at som flyrejsende er vaccineret, hvis man vil ind over grænsen.

Tennis